mandag den 18. december 2006

...tænk at være moderne

En lille test viste at jeg sørme hører til den moderne del af befolkningen.


Kort karakteristik: I det Moderne segment finder man i stor udstrækning den yngre del af befolkningen, der er i færd med at opbygge en karriere og sætte sit præg på udviklingen i erhvervslivet. Den moderne dansker er i overvejende grad under fyrre år med en lille overvægt af mænd og ofte bosiddende i hovedstadsområdet, men der er dog ikke en meget udtalt geografisk skævhed for dette segment.

fredag den 8. december 2006

På trods af en dårlig skulder...

Jubii, jeg var så heldig at nå at få ét af tilbuddene fra Rokkeriget og det kom ind af døren igår. Det er superlækkert og i en skøn farve. Jeg føler mig så heldig. Og tænk at det er håndspundet. Jeg bliver helt ærbødig. Sikken et stort arbejde og tænk at man kan forvandle en tot uld til så skønt et garn. Nu skal jeg så bare finde ud af hvad jeg skal strikke af det. Et sjal er vist oplagt.

Meget inspireret af Jane, er jeg begyndt på "Birch leaf socks". Pyha, store udfordring. 1. problem: Jeg har aldrig før strikket efter diagram, og var endda nødt til at lave lidt om, da sokkerne ellers ville blive alt for brede. 2. udfordring: det er første gang jeg strikker sokker på pind 2½, så fingerne skulle lige vænne sig til at holde på de små pinde. Og så har jeg endda kun laaange (20cm) pinde i 2½, og de sidder hele tiden fast i mit ærme. Jeg synes nu selv, jeg er kommet godt igang (efter 3 forsøg) og de er sjove at strikke. Garnet er Opal og i en dejlig petrolium. Er der iøvrigt noget galt med mig; når jeg har sådan en lyst til at vinde et sprit nyt nøgle strømpegarn op på mit krydsnøgleapparat. Er det noget jeg kan regne med går over med tiden, skal jeg i behandling eller bare leve med trangen?


Så har jeg også lavet en del hjerter og kræmmerhus til at sælge sammen med juletræer de næste 3 weekender. Jeg er meget spændt på om de kan sælges. Personligt køber jeg aldrig den slags; tænker altid, at det kan jeg da lave selv.

mandag den 4. december 2006

hver sine glæder...

Jeg ønskede mig en garnvinde og et krydsnøgleapparat og søgte forskellige steder efter et brugt sæt. Det ville selvfølgelig have været meget lettere, at gå i en forretníng og lægge 500,- (mindst) for et nyt sæt; det er ikke min stil. Jeg synes det er meget sjovere og mere tilfredsstillende at finde gode, brugt ting til en god pris.

Jeg fandt et skønt sæt "værktøj" på skolekom (min arbejdsportal) og betalte 225 incl porto for det. At handle privat på nettet har selvfølgelig den ulempe, at man skal gå og vente på posten, men også det synes jeg der er noget hyggeligt over.

Mens jeg gik og ventede på "sættet", lånte jeg Bente Vassards (webstrikker) "værktøj". Det var utrolig sødt af hende at låne mig det, og det gjorde mig da kun mere overbevist om, at jeg da bare ikke kan leve uden....

I dag kom så posten med den ventede pakke. Og prøves skulle det jo... Det er da altså et fasinerende stykke mekanik, sådan et krydsnøgleapparat. Udover at nøglerne er vældig smukke, synes jeg også at det er praktisk, at nøglerne ikke triller rundt over hele gulvet, når man strikker. Det er jo til fare for både mand, børn, hund og strikketøj.
Jeg er meget glad for mit apparat; ditto er børnene. De vil også dreje...

Mathilde havde en forrygende spejderlejr og kom hjem træt og stolt. Hun havde fået flere mærker til at sy på uniformen, så jeg måtte igang med nål og tråd med det samme.

fredag den 1. december 2006

prinsesse til juleklip

Jeg har været med mine børn til juleklip på Mårslet skole idag. Dejlig dag. Der var bla nissebal: 3 unge og sprudlende lærere der sang og spillede og 0. - 3. klasse (vel 300 elever) sang og dansede med. Herligt.
På billedet sidder min prinsesse og pynter juletræ. Sommerfuglen i panden stammer fra et dejligt spejderarrangement onsdag. Mathilde er megt glad for spejder og glæder sig til at skulle på spejderlejr imorgen. Det er lidt spændende; det er første gang og hun går trods alt kun i børnehaveklasse.