tirsdag den 30. januar 2007


Her er så det første forsøg på at lave en brugbar trøje på strikkemaskinen. Garnet er tyndt kamgarn og det har været rimeligt taknemmeligt at strikke med.

Jeg lavede strikkeprøve lørdag, strikkede alle stykkerne mandag, påbegyndte monteringen mandag aften og har færdiggjort den her tirsdag morgen. Det har været et stort arbejde som tog det meste af min tid igår. I dag har jeg så været nødt til at love familien, at aftensmaden ikke bare bliver hevet ud af fryseren og at brødet ikke bare er hjemmevarmet!

Det var rigtig sjovt at lave trøjen, og den har bestemt givet mig blod på tanden. Så meget, at jeg her til morgen har bestilt mere garn!! Mere, mere, mere....
Lige nu er den skyllet op (strikket i uvasket uld!) og ligger til tørre; jeg kan næsten ikke vente til den er tør og kan tages i brug


torsdag den 25. januar 2007

Ny tidsrøver

Min nye tidsrøver hedder Knitmaster 360.
Pyha, det kræver sin kvinde at lære at tæmme sådan et apparat. Maskerne flyver rundt og render væk, nålene strikker ikke, når jeg sætter nåle i hvil for at strikke hæl, jeg kan ikke lave en ordentlig opslagning osv. Det er meget at lære... og imens flyver tiden, vasketøjet lægger sig i store bunker, støvet daler stille ned og bøger bliver ikke afleveret til tiden på biblioteket. Men kommer tid, kommer råd (måske) og forhåbentligt bliver der orden i det lille hjem igen, når jeg får tæmmet dyret og drømme om maskinstrikkede strømper, trøjer, kjoler, tæpper og meget andet bliver til virkelighed (eller støv!).
Denne taske har jeg, som det første, fremtryllet på apparatet. Et stykke lige-ud-ad-landevejen strik( ribapparatet har jeg end ikke turdet drømme om at sætte på) og en vaskemaskine og vupti -en taske.


Fix og færdig


Her er mit sjal færdigstrikket og klart.
Farverne driller lidt; sjalet er ikke så blåt i virkeligheden, som det fremstår på billedet. Det er mere petroliumsfarvet.
Jeg synes det er blevet rigtig pænt, men jeg må også sande, at jeg ikke er en "sjals-person". Jeg synes sjaler kan være flotte og skønne, men helt ærligt; de sidder i vejen! De luner måske nok, men de glider ned, knuden går op, sidder skævt hvis man bruger dem sammen med en taske og er i det hele taget nok lidt for "damede" til mig.
Derfor er jeg gået igang med et stort strikket stykke, måske det er det man kalder en stola? En kæmpe stor rektangel til at slynge rundt om halsen eller skulderene.
Jeg strikker den i multifarvet kauni og påfuglemønster. Ikke særlig originalt, men det er mit første påfuglemønster!

tirsdag den 16. januar 2007

Mathildes bamse

Jeg har da fået strikket lidt, men det eneste jeg har fået taget billede af, er denne;

Den er strikket i bomuld. Bamser er ellers ikke det jeg gør mest i, men der skulle strikkes noget i bomuld og så faldt jeg over denne opskrift her.
Mathilde er ihvertfald meget glad for den, og det er ellers ikke let at skulle kæmpe mod Buildabear og Carebears. Måske den får tøj på en gang ved lejlighed(-:

collage

Så fik også jeg lært at lave billedcollager. Billederne er ikke de mest relevante, men bare dem jeg lige havde liggende her. Det er også der, DU kan lære at lave billedcollager til din blog.